Pårørende rådgivning
Siden Sophies diagnose tilbage i 2017 (da hun var 27 år) har hun og jeg arbejdet side om side for at hjælpe andre med ADHD. Hun som coach for de, der har fået diagnosen, og jeg primært som rådgiver for pårørende.
Alle årene som pårørende har givet mig en uvurderlig indsigt. Bl.a. en stor indsigt i, hvordan mit sprog og min reaktion på hendes adfærd har haft en kæmpe betydning for udfaldet af dagen. Jeg har samtidigt brugt rigtig meget tid og energi på at lære, hvilken form for kommunikation der fungerer bedst, når man fx. lever med en humørsvingende turbulent “hvirvelvind” af en teenager.
Sophie boede hjemme indtil hun blev 19 år – så jeg ved præcis, hvordan det er at leve med et menneske med en (ubehandlet) ADHD… lad os bare sige turbulent og kaotisk – og til tider ulykkeligt og svært.
Nu hvor hun er blevet “rigtig voksen” (for det er man altså ikke som 19-årig :-)) og velmedicineret, er det en fornøjelse at arbejde sammen. Jeg skal dog stadig tænke på kommunikationen mellem os – og når den er ADHD-venlig, så går det super godt!