ADHD coach – hvad er det?

En ADHD coach er en “life coach” – en livsvejleder – der har fokus på dig med ADD/ADHD, og som er uddannet til at hjælpe voksne samt teenagere, der lever med diagnosen.

Hjælpen består bl.a. i at opnå eller bevare overblikket over en ofte anstrengt hverdag eller ligefrem et kaotisk liv. Det kan også være støtte til at få udført dagligdagens praktiske opgaver rettidigt, på en organiseret og målrettet måde.

Coaching som profession er meget bredt og findes i mange specialer. ADHD coaching er altså blot et speciale blandt mange og er rettet specifikt mod de typiske udfordringer ADHD’ere har, såsom planlægning, tidsstyring, målsætning, struktur og problemløsning.

coaching af voksne med ADD/ADHD

Hvad kan du bruge en ADHD coach til?

Nogle gange ved vi nøjagtigt, i hvilken retning vi ønsker livet skal gå og nogle gange ved vi, at vi ikke er glade, men vi ved ikke altid hvorfor.

Coaching kan hjælpe dig med at sætte klare mål, så du kan skelne mellem; hvad du kan gøre, hvad du bør gøre og hvad du virkelig ønsker at gøre.

Coaching kan hjælpe dig med at få et større overblik; lade dig træde et skridt tilbage og se tingene i et større perspektiv. I et tæt samarbejde vil vi finde dine praktiske evner og kompetencer, som vil give dig lyst og mulighed for at ændre de ting, der udfordrer i dagligdagen.

Da jeg selv har en ADD diagnose kender jeg indgående til de træk og symptomer der findes ved ADD / ADHD og hvordan de kan påvirke både diagnosens ejermand og familien meget forskelligt. Du kan læse mere om mig her.

Gennem uddannelse har jeg fået specifikke værktøjer, strategier og systemer der kan støtte personer eller familier som lever med de udfordringer der kan være forbundet med en ADD / ADHD diagnose.

Hvad får du ud af det?

Du lærer at blive mere opmærksom på din måde at opfatte forskellige situationer på; dine vaner, din adfærd, dine kompetencer og dine overbevisninger – i det hele taget din tilgang til tingene. Du kan dermed lære at ændre på det, der hæmmer dig.

Ved at forstå roden til dine udfordringer, får du mulighed for at udforske dine styrker, hvad du er god til og hvad du elsker. Udover at øge din selvtillid, vil det give dig indsigt i, hvilke værktøjer og strategier lige netop du skal bruge for at forbedre dine vilkår.

Coaching fremmer din selvudvikling, du bliver bedre til at formulere dine visioner og drømme – og dermed bliver det lettere for dig at nå dine mål, store som små.

Når du har skabt dit ideelle mål, noget du virkelig brænder for at opnå, er du mere tilbøjelig til at gøre “hvad der kræves” for at nå det.

Coaching bliver et værktøj, en ressource. Det virkelige mål med coaching er at ændre, hvordan du opfatter dig selv og i sidste ende lære dig, at coache dig selv.

Jeg er her ikke for at fikse dig; du er ikke i stykker. Jeg er her for at hjælpe dig og give dig muligheden for at nå dine mål.  

pil, læs mere om adhd her

Hvordan arbejder en coach?

En coach støtter, opmuntrer og kommer med feedback; din coach er med til at fastholde dig og følger op på din udvikling så du kan koncentrere dig om, hvor du er nu og hvor du er på vej hen.

Det er coachens opgave, at holde dig motiveret og dit engagement højt; det er lettere at forpligte sig til en plan end det er at gennemføre, hvis du ikke har de fornødne redskaber til at holde dig på sporet.

Med større mål kan det være fordelagtigt at lave delmål, her kan coachen hjælpe dig med at bryde målet ned i overskuelige delmål, så du kan holde overblik.

Vejen til det endelige mål må ikke blive for uoverskuelig ellers er der risiko for at du bliver overvældet og giver op. Vi udarbejder derfor en dynamisk, realistisk og brugbar “køreplan”, der giver dig muligheden for at opnå det du ønsker.

læs videre her og få mere information om adhd

Med coaching kan du altså:

  • Blive klogere på dig selv selv og din ADD/ADHD
  • Lære at mestre din ADD/ADHD og din hverdag bedst muligt
  • Fastholde fokus for at nå de ønskede mål
  • Omsætte abstrakte mål til konkrete handlinger
  • Blive bedre til at bedømme og vurdere situationer
  • Få klarhed over hvad du vil, hvorfor du vil det og hvordan du kan få det
  • Udvikle dig på det personlige plan, så du styrer dit liv
  • Opbygge planlægningsfærdigheder
  • Få bedre selvtillid og et sundere forhold til andre
  • Lære at motivere dig selv – og at holde motivationen
  • Få styr på tiden, så den ikke løber fra dig
  • Opnå en større følelse af at være effektiv
  • Bygge bro over kløften mellem hvor du er nu og hvor du vil være
  • Få strategier og teknikker, som gør dig i stand til at nå dine mål hurtigere
  • Overkomme forhindringer, lav selvtillid og usikkerhed
  • Du kan lære at blive opmærksom på dit eget “kort over verden” (hvordan du opfatter, forstår og reagerer på det du oplever)
  • Du kan lære hvordan du kan tilpasse dig til nye og fremmede situationer
  • Du kan lære hvordan du kan ændre dit miljø