• om mig

hvem er sophie som coach og menneske

26 år med ADHD
– inklusiv 5 år med depression og angst

Jeg fik diagnosen som 26-27 årig (det skete lige hen over min fødselsdag). Jeg havde haft et ret turbulent liv, og jeg havde hverken drømme eller mål – min forventning var nemlig ikke at blive mere end 30 år.

Jeg havde haft en periode på knapt fem år, hvor jeg hverken arbejdede eller gik i skole – med andre ord: jeg gjorde ikke dagens gode gerning. I fem år!

Det var ikke en bevidst beslutning om, at jeg nu skulle jeg ingenting foretage mig – tværtimod… det var fem år med depression, angst og socialfobi – antidepressiv medicin der ikke hjalp synderligt – og lysten til livet lå på et meget lille sted.

På HF kom ADHD diagnosen

Jeg fik dog hevet mig op og startede på HF…mest på grund af, at den kunne man tage som enkeltfag – dvs. jeg skulle kun være i skole i få timer om ugen.

Diagnosen faldt halvvejs i min HF. Det første halvandet år havde jeg en fraværsprocent på 49% og var umådeligt tæt på at blive smidt ud af skolen. Jeg var virkelig dårlig til at møde i skole – og når jeg endelig mødte op, så kom jeg for sent. Mine timer lå ca. hver anden dag og dagene var korte. Men åbenbart stadigvæk for lange til at jeg kunne komme afsted. Mine karakterer var meget lave. Og dette på trods af, at jeg kun havde to fag på ét år.

Da jeg fik diagnosen og blev medicineret, så ændrede tingene sig ret drastisk. Fraværsprocenten faldt fra de 49% til 3% (bevares, man kan jo blive “syg”) og karaktererne steg fra 4-taller (og det var meget værre) –  til 10 og 12-taller.

Jeg magtede også have flere fag samtidigt, og jeg endte med at tage fire halvårsfag samtidigt (halvårsfag = fuldt pensum på et halvt år). Det betød at jeg gik i skole hver dag fra 08.00-15.00…nogle dage endda lidt længere.

Coachende mentor

Af skolen fik jeg tildelt en coach/mentor – godt nok kun et halvt år før jeg stoppede, men alligevel… det var guld værd. I starten havde vi ugentlige samtaler – her hjalp hun mig med at få et mere positivt syn på mig selv, men også med at skabe nogle rammer ift. det at gå i skole.

Derudover, så var hun bare helt vildt god at tale med – og jeg følte, at jeg havde en en form for en støttepædagog i baghånden. En jeg kunne ringe eller skrive til, hvis tingene brændte på. Men efter mine samtaler med hende skete det sjældent –  det var måske fordi jeg vidste, at jeg ikke var alene om de udfordringer jeg måtte møde i skolen.

Jeg er ikke så dum, som du ser ud

Jeg opdagede også, at jeg ikke var dum (guderne skal vide, hvor mange der gennem tiden har forsøgt at bilde mig ind, at det var jeg… altså dum). Fx har jeg aldrig førhen brudt mig om matematik. Det virkede alt for uoverskueligt og uforståeligt. Et fag jeg ellers fik støtte og ekstra undervisning i, stort set gennem hele folkeskolen… fulgt af udtalelser som: “Okay Sophie, det lærer du vist aldrig – det er dit hoved vist ikke gearet til”.

Med medicinen blev det ligefrem spændende og jeg gik ud af HF med et 10-tal i matematik.

Jeg indså at min hjernefunktion, på en eller anden måde, må have været blokeret af ADHD’en.
Jeg var ikke dum – jeg fik jo lige pludseligt ros og mine opgaver blev endda af og til hevet frem som eksempel for de andre i elever i klassen. (jaja, jeg er lidt for meget oppe i mig selv lige nu. Men bare rolig, det stopper snart og du finder ud af, hvorfor jeg lægger vægt på disse ting).

Perfektionist eller bare pisseirriterende?

Udover at jeg fik færdiggjort min HF med et “nogenlunde” snit på 10 (man er vel ADHD’er, perfektionist og generelt bare aldrig helt tilfreds) så fik jeg et deltidsarbejde i en grafisk virksomhed, tog en NLP coach uddannelse og med den vel afsluttet startede jeg min virksomhed mit adhd liv dk. Derudover levede jeg også et ”normalt” liv med venner, kæreste, sport og pasning/pleje af min mini-zoo (jeg har tre dyr).

Nu tænker du måske ”coolio, men hvor kommer det selvglade ind i billedet?”, og det vil jeg fortælle dig nu:

Du kan være forhindret i udnytte dit fulde potentiale pga. din diagnose og dertilhørende udfordringer. Men med den rette hjælp, struktur og omgivelser, så ved jeg at du kan klare alt det du sætter dig for – jeg ved nemlig at jeg kan klare alt det, jeg sætter mig for!

Og nej, jeg siger ikke ”hvis jeg kan, kan du også”. Det forekommer mig som giftig positivitet. Vi har ikke samme udgangspunkt, vilkår, bagland, muligheder og opbakning.

Jeg siger… at med den rette hjælp, støtte og vejledning så kan du lige præcis, det du gerne vil!