Undskyld, men er du idiot?

Jeg havde lige givet min hund sele og snor på, og er på vej ud ad døren. Min sidste tanke inden jeg træder over dørtærsklen ud i opgangen er “husk nøgler!”, og hørte døren smække bag mig. Jeg havde glemt mine nøgler… de lå på køkkenbordet, kun 30 cm fra mig, men på den anden side af væggen og døren. “Hold nu kæft hvor er du dum” tænker jeg.

Jeg går ned og ud i gården. Heldigvis er porten ulåst, så jeg kan komme ud og gå en tur med hunden. Samtidig ringer jeg til min mor, hun har min ekstranøgle.. men hun bor i Nordsjælland, og hun havde ikke mulighed for at forlade hjemmet. Så hun sender nøglerne afsted mod Frederiksberg i en taxa. Det kostede lige 700 kr. “Seriøst, hvor dum har man lov til at være? Sgu ikke så dum! Kæmpe, fede, idiot!! Én ting er at du koster din egen tid/penge, men at bruge andres tid og penge.. Du er da snothamrende dum!” tænkte jeg. 

Nogle uger efter sker der lidt det samme, denne gang skal jeg dog ikke ud med hunden, men hente den pizza jeg bestilte for 20 minutter siden. Jeg stresser helt vildt og løber ud ad døren. Jeg når halvvejs ned til pizzariaet, “PIS! jeg har glemt penge!” tænkte jeg, og løb tilbage til lejligheden. Min overbo kommer ud ad opgangsdøren og jeg går ind. Jeg famler efter mine nøgler, da jeg jo har lidt travlt nu… “Hvor er de nøgler? Jeg ved jo jeg lagde dem i lommen” tænkte jeg. Det gjorde jeg også, problemet var bare at jeg havde taget den trøje af hvori nøglerne lå. “Igen? Seriøst? To, fucking useriøse, gange på ÉN måned?! Der findes fandme ikke nogen så dum som dig. Det er jo ufatteligt at man kan være SÅ dum!” tænkte jeg.

Eftersom jeg hverken havde telefon, penge eller nøgler på mig, måtte jeg låne en forbipasserendes telefon og ringe til min mor. Igen. Hun kørte fra Nordsjælland for at låse mig ind. I mellemtiden havde jeg spist min pizza i opgangen – pizzariaet lod mig købe på klods. Jeg takkede den dag mine dårlige spisevaner for at have etableret så tæt et forhold til min kære pizzamand.

Episoder/situationer/uheld som disse er frustrerende. Uanset hvor mange gange jeg siger til mig selv at det er pga. min ADD og at jeg ikke (altid i hvert fald) kan gøre for det, så påvirker min ADD alle aspekter af mit liv og følelser. Du taber ting, du mister ting, du glemmer ting og du føler dig enormt skyldig og du skammer dig. 

Du er altid den flyvske, den upålidelige, den der ikke kommer til tiden, den klodsede. Dine impulser og din kejtede adfærd gør det svært at interagere med andre og dine sociale evner minder mest af alt om en 4. klasses elev. Det er utrolig hårdt og udfordrende. Det er den realitet vi med ADD/ADHD lever i, hver dag.

Alle de negative tanker gavner dig ikke. Du er bestemt ikke idiot, og du er heller ikke alene. Jeg er lige her, og jeg er overbevist om at der sidder en masse andre med samme selvopfattelse. Du må ikke lade dine negative oplevelser og grimme tanker om dig selv udgøre din selvopfattelse.

Du er lige præcis som du skal være!