Jeg er ikke vred – jeg er arrig

Jeg har et stort temperament, og det har jeg nok altid haft. Da jeg var mindre, var jeg alt for bange til at reagere på min vrede. Som årene gik dukkede temperamentet langsomt op – og jeg frygtede ikke længere at reagere på vreden.

I dag er det et større problem end som barn og teenager. Jeg har læst et sted, at det er meget normalt for ADD/ADHD piger og kvinder, at “falde igennem” når ansvaret stiger – som det jo (som regel) gør med alderen. Vi piger og kvinder diagnosticeres oftest sent i livet, og derfor kan der vel være en sammenhæng.

Problemet er bare, at du som voksen kvinde skal leve op til nogle forventninger. Det er dine egne, det er samfundets, din kærestes, dine venners, dine forældre, dine lærere, din chef – you name it… de har alle en forventning om, hvordan du bør opføre dig og hvordan du bør tage dig ud.

Hysterisk hystade

Det nytter sgu ikke noget, at du bliver så hidsig, at du spytter alskens eder og forbandelser ud over samtlige cyklister på din vej – “bare” fordi de ikke lige kigger tilbage inden de trækker ud LIGE! foran dig. Fx ham forleden… Der cyklede alene, foran mig, og jeg ville overhale – men han trækker længere og længere til venstre på cykelstien, og jeg måtte til sidst sige “heyhey, pas lige på mig”, hvortil han vender sig mod mig og råber mig lige ind i hovedet “DU SKAL BRUGE DIN RINGEKLOKKE NÅR DU SKAL OVERHALE!!”

– Ugh… det krævede al min fornuft, samt resten af dagens energi, IKKE at stikke foden i hans baghjul. Hvorfor skal jeg ringe, når du, kære mand, er den absolut eneste på cykelstien foran mig? Du jo skulle ikke overhale nogen, du skulle ikke køre uden om noget… du kørte bare i din egen verden, kl. 08.00 om morgenen midt i KBH C, midt i myldretrafikken. Skal jeg så også holde hornet i bund ude på motorring 3 når jeg kører i overhalingsbanen? Uhm.. Nej, det skal jeg ikke. Du skal holde til højre, og kigge bagud inden du trækker ud, tak

Nåh. Hvor var vi? Mega sidetrack.

“Opfør dig lige lidt feminint”

Jo. Jeg ved da godt, at der er mange der synes det ikke er feminint, at kvinder bander, bøvser, prutter, slås, kaster med ting, får vredesudbrud, eller andet.. Men sidst jeg tjekkede, var jeg ikke mindre kvinde end min søde veninde Fie, som nok er min diametrale modsætning. Fie og jeg taler tit om verdenssituationen, og jeg elsker at hun er så meget anderledes end jeg. Hun forstår mig, men hun ville sjældent handle som mig.

Igen.. sidetrack.

De forventninger har jeg virkelig svært ved at snuppe. Hvis der fandtes en manual over, hvordan jeg som kvinde (individ, følende og ganske levende) skal begå mig, for bare at “ace livet og make it my bitch”, så havde jeg sgu nok gjort det, ik? 

Problemet er bare, at kvinder er forskellige. Vi kan også godt have meget stærke følelser, og reagere voldsomt på dem. Det gør jeg. Det er ikke helt så “slemt” som det har været, men jeg arbejder da stadigvæk med de helt store udbrud.

Lorte unge

I min unge år i skolen forstår jeg godt, at det var svært at se på mig, at jeg ikke havde det godt og at min undertrykte vrede skabte udfordringer. Jeg tror ikke, at nogen egentligt vidste, hvor dårligt jeg havde det. Jeg var konstant utilpas, og det gjaldt de fleste steder.

Fast forward: jeg blev teeanger, og jeg begyndte at reagere voldsommere. Jeg råbte (jeg kan råbe meget højt, meget længe – endda helt uden at blive hæs  ), og kastede med ting. Det var tilsat et farverigt sprog af diverse bandeord. Selvfølgelig de absolut grimmeste.

Det er måske ikke så slemt, tænker du. Og det vil jeg faktisk give dig ret i. Jeg var teenager, og adfærden kunne muligvis undskyldes med hormoner, forvirring og generel teenage-opførsel. Jojo, det er også helt fint… jeg voksede fra de små udbrud. Men de store.. de skulle vise sig, at kunne blive meget større og meget værre

Fortsættelse følger…