Bollehår og 11-taller

I skrivende stund er jeg 30 år. Der er nogle forventninger til mig; primært fra mig selv (der kommer de største), min kæreste, mine forældre, mine venner, og selvfølgelig mit arbejde. Har du nogensinde set en voksen kvinde siddende på gulvet, stakåndet af at råbe, med sveden drivende alle vegne fra, bollehår, helt mørkerød i ansigtet og snotten løbende i ukontrollerede 11-taller? Eller en der råber i en telefon “jeg er fucking ligeglad med dig, du skal bare holde din kæft – ellers kommer jeg kraft….. og river dig midt over”?

Måske har du, måske har du ikke. Jeg kan fortælle dig, at reaktionerne på ovennævnte adfærd kan være ret blandede… og ret negative. 

Den adfærd er ikke noget jeg er stolt af, men det er min virkelighed. Jeg bliver faktisk rigtig skamfuld bagefter. Det gør jeg ofte – jeg er sjældent stolt af mine “in the moment reactions”, men det er nu altså en del af mig. Heldigvis bliver den slags reaktioner (primært) udløst af uretfærdighed. Det er en meget normal ting, for ADHD’ere, at de ikke bryder sig om uretfærdighed – om det er en reel uretfærdighed eller blot i ADHD’erens egne øjne er så ikke helt til at vide sig sikker på.

Lige for tiden er jeg ved at lære en sætning, som skal hjælpe mig igennem de store vredesudbrud. Sætningen lyder som følgende: du skal ikke ødelægge ting eller mennesker  

En sømand i høje hæle 

At jeg er 30 år, har en masse udadreagerende følelser, og sommetider, ender i uhensigtsmæssige situationer er endnu en ting jeg skal tackle. Jeg ved jo godt, at jeg ikke må true folk, slå folk og at jeg ikke bør råbe af folk. Jeg ved også godt, at mange synes at det er en “mandlig” adfærd, men som jeg skrev i sidste indlæg, sidst jeg tjekkede…. 

Jeg er en kvinde! Jeg bander som en sømand, og jeg bøvser som uforskammet 15-årig. Men jeg går også i høje hæle, og jeg går op i mit udseende. At mit temperament først er kommet frem i mine sene teenageår og helt frem til nu, i min prime-time, er fordi jeg undertrykte alt den vrede jeg følte. Jeg var i forvejen ikke en særlig populær eller eftertragtet pige, jeg blev ikke inviteret til de seje pigers overnatninger, eller når der var fest i området. Folk talte tit om mig i mit nærvær, og nogle talte direkte grimt til mig. Jeg vidste godt, at jeg ville få et uheldigt ry, hvis jeg gik rundt og fik mine vredesudbrud på andre.

Desuden, så var jeg alt for bange til at sige, hverken fra eller til – så det ville aldrig være sket. Med alderen opdagede jeg bare, at det ikke gjorde noget at sige fra. Eller sige sin mening. Og da jeg havde lært det tog jeg et kæmpe hop over i modsatte grøft. Jeg aftalte med mig selv at “der er ikke nogle der skal pisse på mig igen!” (husk lige på at havde oplevet en del allerede i denne alder). Og herfra fortsatte det i et hastigt tempo – i den forkerte retning. Jeg blev mere voksen, men også mere sur. Flere udbrud.

Ad. Hvem er hun?

Men, der var jo også meget mere ansvar. Og det fortsatte frem til jeg fik medicin. Så “vågnede jeg op” og opdagede at jeg overhovedet ikke brød mig om mig selv. Om den person jeg var. Det var hårdt. Især fordi det tog fart… Jo bedre jeg blev (pga medicineringen) jo værre fik jeg det med mig selv. Jeg kunne faktisk ikke holde mig selv ud, og jeg prøvede inderligt at ændre på mig selv. Jeg talte mindre, jeg “fyldte” mindre, jeg lagde låg på min person og mine holdninger/meninger. Jeg ytrede ikke noget kontroversielt eller provokerende.
Don’t. Do. That!!

Man bør ikke (læs: aldrig) undertrykke sine følelser – det vil jeg til enhver tid fraråde dig. Dermed ikke sagt, at du skal gribe din hækkesaks og plante den lige i halsen på naboen, fordi de igen, igen spiller høj musik. 

Du skal finde ud af, hvad der virker for dig. Find din gyldne mellemvej. Og ikke mindst, hav barmhjertighed med dit temperament. Whaat, skrev hun lige det? Yup! Jeg valgte at tale om min vrede. Jeg talte med mine venner, kæreste, min mor, og… ja, faktisk gud og hvermand – alle der egentlig bare gad lytte. 

Klog kvinde

En dag fik jeg en mentor. Hun var virkelig dygtig og et af de klogeste mennesker jeg til dags dato har mødt. Vi talte om en episode, hvor jeg virkelig var gået amok. Jeg vil nu komme med et lille uddrag af vores samtale. 

Katrine: Hvad kunne du godt tænke dig, at der skulle ske med dit temperament?

Sophie: Jeg vil egentligt bare gerne af med det. Det skal forsvinde.

Katrine: Okay. Læg lige begge hænder på bordet. Håndfladen ned ad. 

Sophie: Uhm.. ok?

Katrine: Hvilken en af hænderne vil du helst hugge af?

Sophie: Undskyld, er du ok?? Ja altså.. helst ingen af dem! Venstre bruger jeg meget til playstation, og højre… ja, du ved, når man har været på lokum og den slags.

Katrine: Vil du sige at begge dine hænder er en del af dig?

Sophie: Ja.. Altså,  jeg ser meget gerne de bliver. Begge er ret nyttige. 

Katrine: Okay. Kan du se hvor jeg vil hen?

Sophie: Muligvis. Lad mig gætte… Du vil sige, at jeg ikke kan komme af med mit temperament, fordi det er en del af mig ligeså vel som mine hænder er en del af mig?

Katrine: 🙂

Vred, men stolt

Jeg begyndte at arbejde med mig selv. Jeg prøvede at forstå, hvordan jeg kunne lære at være mere i kontrol. Det var svært. Især fordi situationerne der fik mit temperament helt op i det røde felt, som oftest jo var ret forskellige. Der var ikke én løsning. Men med tanke på Katrines ord om, at temperamentet jo er en del af mig, lærte jeg at forstå det. At omfavne det. At bruge det til min fordel. Fx. når jeg træner (det var meget nyttigt dengang jeg gik til boksning). 

Jeg fandt hurtigt ud af at det var en længere rejse jeg havde begivet mig ud på.

At forstå mig selv og lytte til de signaler der dukkede op inden et vredesudbrud var nøglen til at være mere i balance. Jeg forstod at mit temperament er en del af mig, ligesom begge mine hænder(!) og jeg gav plads til vreden, uden at undertrykken den – jeg sagde fra før bægeret flød over, før vreden ramte som et jordskælv på 8.2 på richterskalaen.

I dag er jeg stolt af min vrede – vi har lært at vrede er forbudt, beskidt og farligt. Jeg er ikke enig. Vrede er passion, et drive og en følelse på lige fod med alle andre følelser. Vi skal ikke være så bange for den som kvinder. Vi skal bare lære at forstå den, så vi kan bruge den og leve med den. Hvis du har brug for hjælp, så sig det højt. Tal med nogen!

I dag elsker jeg mit temperament – og jeg håber at du, kære kvinde, vil elske dit!

Og til aller sidst.. op i måsen med andre folks forventninger til din “kvindelige adfærd”