Hvad er du bange for?

Angsten for angst

Angst er noget rigtig mange mennesker har. Jeg er også en af dem. Det har været værre end i dag. Det dukkede op da jeg var omkring 15 år – som et lyn fra en blå himmel, vitterligt. Det var en sommerdag. Jeg boede i Virum sammen med min mor og stedfar. Jeg sad i en brun bast-stol, altandøren stod åben og vores hvide gardin blafrede i sommerbrisen der listede sig ind gennem altandøren. Vi skulle ud, og min mor gik og gjorde sig klar. 

Pludseligt, kunne jeg ikke trække vejret. Jeg tog mig til halsen, og jeg begyndte at græde. Først troede jeg, at jeg måske havde slugt et dyr, et kattehår eller måske noget støv. Men det føltes ikke ligesom når man får noget i den gale hals. Det føltes mere som om det snører sammen – som om du har et hundehalsbånd på med kvæler funktion. Det blev ved med at stramme. Jeg gik i panik. Jeg rejste mig op, og jeg hyperventilerede. Jeg tog mig desperat til halsen, og rev i min krave på trøjen. Jeg fik sorte pletter for øjnene, tinnitus og susen for ørene. 

Det føltes som om jeg stod der i 30 minutter. Jeg var svedig som en marathonløber, og jeg rystede som et espeløv. Det har muligvis ikke taget meget mere end et par minutter. Da jeg blev klar i hovedet, så jeg at min mor stod ved min side. Hun så skræmt og forvirret ud på samme tid. Oplevelsen sad i mig i flere dage. I lang tid var jeg bange for at blive bange. Det ændrede sig gradvist til at blive angst for rigtig mange ting. 

Trigger-happy

Mange år skulle gå, men i dag har jeg heldigvis min angst under en rimelig kontrol (jeg ved godt, at rimelig er et mærkeligt udtryk at bruge her: men jeg kan stadig få anfald jeg ikke kan kontrollere.).

Jeg har nogle få sætninger jeg gør brug af, hvis angsten skulle komme derud, hvor jeg har behov for noget støtte:

Det første, og allervigtigste jeg lærte var, at ingen er nogensinde død af et angstanfald. Godt!

Det andet var, at nok er angst irrationelt, men det føles 100% ægte. Giv plads til følelsen. 

Det tredje: vid, at din hjerne spiller dig et puds. Observer – hvad skete der inden?

Det fjerde (hvis den er helt gal): prøv om du kan distrahere dig selv.  

Den første sætning hjalp mig rigtig meget da jeg var på Cuba i 2017, og vågnede kl. 00.31 af et angstanfald – et sted, hvor en samtale med en paramediciner eller psykolog ikke lige var indenfor rækkevidde. Jeg ringede i stedet for til min mor, som talte med mig og sendte mig en pdf på 38 sider om angst (hvilket jo var ganske udmærket, hvis det altså ikke lige var fordi at internet ikke er noget Cuba gør sig i).

Derfor læste min mor op ad den undervejs, og der stod blandt andet at “der findes ingen dødsfald med angst som direkte årsag”. Bingo! Så jeg dør ikke. Dernæst sagde min mor “vid, at det er din hjerne der spiller dig et puds.” – jeg prøvede at være mere nøgtern og objektiv ift til min angst, og det hjalp. Jeg gentog sætningen “det er din hjerne der spiller dig et puds – det er ikke ægte. Du kan godt trække vejret. Stille og roligt. Sådan ja, en to tre..”.

Derudover har jeg sat mig ind i mine triggers. Hvad sker der, hvornår, hvorfor, hvordan. Det er vigtigt at vide. På Cuba lærte jeg fx. at varme er en af mine triggers. Hvis der er for varmt der, hvor jeg skal sove (vi havde ingen aircon, til gengæld to fine faner fra 1929) så kan jeg med 100% sikkerhed sige, at jeg vil vågne med angst om natten – jo varmere, jo værre. 

En anden trigger jeg har, som er dybt besynderlig, er at skulle gå på toilettet på en restaurant. Ikke fordi jeg er (synderligt) bakterieforskrækket, eller fordi jeg ikke kan lide at gå på toilettet offentlige steder (when you gotta go, you gotta go), det føles bare helt forkert. Alle mine celler i kroppen skriger “noo, don’t do it!! Bitch, I swear.. don’t you f*cking do it!!”. Det er ikke angst som er ulidelig og uhåndterbar (som anfaldet på Cuba), men det er irriterende – jeg hader den del af min angst. Den følelse jeg får når det ligger og lurer i overfladen – jeg ved at jeg skal være opmærksom, men ikke på hvad. Til gengæld ved jeg her, at der er et mønster. Jeg ved, at hver gang jeg skal besøge en restuarant vil der (højest sandsynlig) forekomme en ubehagelig situation. 

Hvorfor er det så vigtigt at kende sine triggers?

Udover det givne, at du kan undgå det der gør dig bange, er der flere fordele i det. Jeg elsker at lære om mennesket (primært mig selv… goddag, har vi mødt hinanden? du kan bare kalde mig Narkissos), men især det lidt mere komplekse, sindet fx.

Så hvis jeg kender mine triggers, kan jeg sidde herhjemme foran min computer (som regel i hyperfokus) og Google i timevis – læse artikler, undersøgelser, se TEDtalks, læse kommentarer i foraer osv., og rigtig “nørde” igennem. ADHD’en gør det selvfølgelig noget nær umuligt at følge noget som helst til dørs – så jeg ved rigtig lidt om RIGTIG meget. Og alligevel har jeg opdaget, at flere triggers igennem tiden er forsvundet. Jeg bilder mig selv ind, at det er fordi jeg afmystificerer dem, når jeg læser alt der er værd at vide om netop den trigger. 

Det er muligvis et hårdt stykke arbejde, hvis du ikke giver en flying fuck for dine triggers. Hvis du er interesseret i, at forstå dem og måske over tid, slippe helt af dem, vil jeg anbefale dig at observere. 

Tal med den klogeste – dig selv

• Spørg dig selv når du har angst:
• Hvad er jeg bange for?
• Hvorfor er du bange for det?

Bliv ved indtil du når helt ind til benet – og du har først nået benet når det føles rigtigt. Når du ikke længere lyver for dig selv, eller “finder på” en undskyldning, fordi du ikke lige gider. 

Det har virket for mig – og jeg håber det vil virke for dig!