5  gode råd til når hele lortet sejler

Okay, here goes nothing: jeg har en rigtig lorte dag. Og det er faktisk ikke kun dagen i dag der er noget lort. Det er hele den her COVID-19 periode der ikke rigtig virker for mig – faktisk tvivler jeg stærkt på, at den virker for nogen.

“Jeg vil bare gerne dø”

Ja, sådan bliver min hjerne så destruktiv når alting omkring mig er ustruktureret og uden rutiner. Det virker måske lidt voldsomt, sådan at ville dø “bare” pga. mangel på rutiner og en struktureret hverdag. Men lige præcis struktur og rutiner er en del af min medicin – og det gælder generelt for folk med ADD/ADHD.

Men jeg vil jo egentlig ikke dø. Faktisk, overhovedet ikke. Jeg vil rigtig gerne leve, føle og mærke. Jeg vil bare ikke være mig lige nu; jeg vil ikke mærke og føle det jeg gør lige for tiden.

COVID-19 er begyndt at ramme mig psykisk. I dag har jeg grædt stort set hele morgenen og formiddagen. Jeg har ikke lyst til noget som helst; jeg vil ikke spise, jeg vil ikke motionere, jeg vil ikke tale med nogen, jeg vil ikke arbejde – jeg vil ingenting 

Tudeprinsessen
Jeg har brugt formiddagen på køkkengulvet. Jeg lå i den solstråle der kommer ind gennem altandøren – krøllet sammen i fosterstilling, med hovedet i hundekurven.. der lå jeg og græd min sjæl ud.

Og der ville jeg faktisk bare gerne have lov til at blive liggende, indtil jeg var klar igen. Om det ville tage en dag eller en hel måned, var sådan set ligegyldigt for mig. Lige dér, på køkkengulvet, med snot i hele hovedet, havde jeg det faktisk “allerbedst”.

Ja, allerbedst er i anførselstegn, for jeg tror ikke der hersker nogen tvivl om, hvorvidt “I was living my best life”, uhm.. in case you’re wondering; I wasn’t 

Og skal jeg være helt ærlig, så er det ikke kun i dag jeg har grædt. Jeg har grædt de sidste fem dage. Jeg er vågnet hver morgen omkring kl. 04.00, og så har jeg bare grædt i tre timer, mucho hyggo

Uh, ok.. og hva’ så?

Jeg skriver ikke det her indlæg for at få medlidenhed eller for opmærksomhed.

Næh, jeg skriver det FORDI DET ER HELT NORMALT AT HAVE DET SÅDAN!

Arh, seriøst?? Jojo, den er sgu god nok. Det er helt normalt at blive overvældet, og ikke vide hvilket ben man skal stå på når hverdagen vender 180 grader sådan lige pludseligt.

Nogle tror, at jeg i kraft af min uddannelse som NLP coach, er en slags overmenneske der altid er i harmoni og balance med mig selv. Og det er jo bare helt vildt sødt – og helt vildt absurd. Jeg er, på lige fod med dig kære læser, et individ med følelser.. og som ADD’er måske med endnu flere følelser. Shit gets crazy sometimes, ya know?

Kom frit frem lille struktur
Jeg har et relativt (alt er relativt, og jeg hader at bruge ordet, men nu gør jeg det alligevel) højt energiniveau og et airtight skema. Jeg har altså masser af rutiner og masser af struktur.

Det er jeg nødt til at have for at fungere optimalt, og i øvrigt være et nogenlunde anstændigt menneske. Jeg er også jeg nødt til at dyrke en hel masse motion (bevares, jeg kan også være et stort røvhul, selvom jeg har rutiner, struktur og jeg træner ).

Træning plejer at foregå i det lokale træningscenter: samme tid hver dag – undtagen søndag, der ligger jeg helst i sofaen hele dagen, og får mit aktivitetsur til at undre sig over, om jeg pludseligt er afgået ved døden.

Efter endt træning plejer jeg at tage på arbejde (jeg arbejder deltid som grafisk designer), MEN DER ER OGSÅ LUKKET. For helvede da også! 

Nu kan jeg kun lave en halvslatten hjemmetræning, for derefter at sætte mig ved mit improviserede hjemmekontor – og det er altså bare ikke nok.

En uheldig periode

Jeg blev opereret i min lunge d. 3 januar, jeg fik fjernet de øverste 4-5 cm. Jeg havde forinden været indlagt i 15 dage med en kollapset lunge. Det betyder at jeg i dag, er det man kalder “kronisk lungepatient” – og at jeg er i højrisiko i disse tider.

Jeg åbnede mit firma for nylig, og havde planlagt stort åbningstilbud med start i nye lokaler d. 1. april. Meeeen så kom COVID-19 og lossede mig lige i hovedet. Sådan føltes det. Som en stor fodboldstøvle placeret lige på kindbenet, efterfulgt af en fed fuckfinger.

Hvad er det så der skræmmer mig?

Jo, ser du… Lige nu, i disse tider, har jeg ikke rigtig nogen at tale med. Jojo, jeg har da venner.. altså, jeg kender da i hvert fald to-tre styks som muligvis ville have det lidt uldent, hvis jeg stod af. Men jeg er en kontrolfreak, så jeg deler ikke mine inderste tanker og følelser med nogen, slet ikke venner eller veninder. Jeg er bange for, at de vil tale om tingene på et tidspunkt, hvor jeg ikke har lyst.

Jeg har altid hadet at blive konfronteret med mine følelser, med de udfordringer jeg nu har. Fordi jeg er bange for at mærke mine følelser, så jeg gemmer dem væk. De gemmes helt inderst inde, fordi det er det sikreste sted at gemme det.

Jeg ved ikke om mit firma overlever. Eller om jeg bliver smittet – og hvis jeg gør, overlever jeg så? Jeg er pisse bange! Det hele sejler. Der er stærk storm, båden er ved at kæntre og jeg er en elendig svømmer (en lille metafor fra mig til dig ). Hvem skal jeg tale med? Jeg er ved at drukne, jeg græder og livet er totalt umuligt lige nu… Og hvem skal jeg tale med?

Jeg går sgu bare i hi – peace out corona, din lort

Det er ikke unormalt for folk med ADD/ADHD at “gå i hi”; de ser måske en masse film back-to-back, læser en masse bøger eller laver ingenting. Det lyder måske meget rart og forholdsvist fredsommeligt… Guess what, it ain’t 

Det er forbundet med en hel masse stress, dårlig samvittighed og skam: stress over, ikke at få udrettet dagens gode gerning og alle opgaverne der hober sig op. Skam og dårlig samvittighed over, ikke “bare at kunne tage sig sammen” og “ jeg burde komme i gang og videre” (gud fader, hvor jeg hader de to sætninger).

WHAT TO DO, YOU ASK? 

Nej, måske gør du ikke. Men du får lige fem råd med på vejen alligevel.

1) Hold igen med ordrer

I stedet for ordrer som

• “jeg burde virkelig stå op og gøre rent, vaske tøj, lave noget arbejde, underholde børnene etc.”

Prøv da i stedet at spørge dig selv:

• “hvornår vil jeg stå op og gøre rent?” eller “hvornår er jeg klar til at gå i gang med rengøringen?”

2) Påtrængende (negative) tanker

Du er ikke ansvarlig for din første tanke. Men du er ansvarlig for din anden tanke og din første reaktion. Bliv ikke sur på eller frustreret over dig selv pga. tankerne. Du må ikke tro eller tænke, at du er fiasko eller at du aldrig bliver bedre. Fokusér i stedet på den anden tanke:

• “hvad kan jeg gøre for at vende den her tanke til noget mere roligt og mere positivt?”

Eks. fra det virkelige liv (mit liv): 

Tanke nr. 1: “Firmaet overlever ikke. Det er jo umuligt at åbne nyt firma under COVID-19. Du får ingen kunder, du kan lige så godt smide nøglen væk! Alt du har arbejdet for det sidste år er spildt. Du mister alle de penge du har skudt ind i firmaet. Vi skal alle sammen dø nu!”

Fokus på tanke nr. 2: “Al opstart er hård, og COVID-19 er bare endnu en udfordring vi må tage med os – det kan næppe blive værre, du starter vitterligt på bunden, så der kan (næsten) kun være en vej: op og frem! Læring kan aldrig være spildt – jeg er flere erfaringer rigere. Det er muligt at jeg mister de penge jeg har skudt i firmaet, men hva’ så…jeg har heldigvis stadigvæk tøj på kroppen og mad i munden. Vi skal alle sammen dø ja, men ikke lige nu.”

Reaktion: “Det skal sgu nok gå. Og går det ikke, så går det nok alligevel”.

3) Tal med nogen

I tider som disse, er det meget vigtigt at række ud og tale med nogen. Fortæl hvordan du har det, gør opmærksom på hvis du er utilpas. Min erfaring har lært mig, at de færreste siger nej til at hjælpe: faktisk er de fleste meget villige til at hjælpe, når man åbner op og fortæller hvordan man har det.

Derfor har jeg nu lavet en aftale med min gode veninde, hvor jeg har svoret at jeg vil dele mine inderste tanker. Hun er kvik, og kan godt tåle at jeg læsser af på hende. Jeg har også lavet en aftale med min coach. Han skal nok få rettet mig lidt af.

4) Gør noget godt for dig selv

Kliché, I know. Men hør lige engang: at gøre noget godt for sig selv er virkelig vigtigt. Du har brug for at være din egen første prioritet (ikke altid, af og til.. ro på Narcissus), og mærke at du holder af dig selv!

MEN, når det er sagt, synes jeg ofte at selvforkælelse tegnes i glansbillede. At gøre noget godt for sig selv, kan også være at græde en hel dag. Eller ligge på sofaen og kigge op i loftet. Det behøver ikke involvere ansigtsmaske, det nyeste Eurowoman og et glas hvidvin. Det kan sagtens være mere råt og “grimt”.

5) Det bliver bedre

Hvis ingen af de ovenstående råd virker for dig, så bare vid: tingene bliver bedre. Det er altid svært når man ikke har en konkret dato/periode at forholde sig til for hvornår det bliver bedre, men sådan er det ofte med kriser: de kommer, de raser på fuld skrue, og så forsvinder de igen.

Uvisheden er hård og pinagtig, den er tung at danse med og den gør det rigtig svært for os der har brug for struktur (FOR HVORNÅR HELVEDE FÅR JEG MIT LIV TILBAGE?!), men det bliver godt igen!

Rant over

Livet gør meget mere ondt end døden. Sådan er det nogle gange. Og så ved vi, at vi lever. Er det ikke herligt? Sådan at få jaget noget langt ind i sjælen, der virkelig gør ondt, så du kan mærke at du ikke er død?

Som du nok kan regne ud, så har jeg rejst mig fra køkkengulvet og foretaget mig lidt. Det var ikke meget det blev til i dag, men lidt har også ret. Jeg gjorde mit bedste – og “at gøre sit bedste” betyder ikke at man skal arbejde sig til et mentalt nedbrud, det betyder bare at man gav, hvad man havde at give

Tak fordi du læste med.